Prioritering og fraprioritering
Af Christoffer Buster Reinhardt, KU’s repræsentant i bestyrelsen
Hvem er bedst til at sikre velfærdsstatens overlevelse? Helle Thorning og Villy Søvndal eller Lars Løkke og Lene Espersen. Det vil gå hen og blive det mest centrale stridspunkt for den kommende folketingsvalgkamp, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Oppositionen har i måneder tordnet imod det de kalder ”regeringens ufinansierede skattelettelser til de rigeste”. Men er det nu den fulde sandhed? Fører regeringen med skattereformen politik ud fra et ønske om at de rige skal være rigere? Nej, er min klare opfattelse. For det første er skattereform fuldt ud finansieret og for det andet så er det ikke konservativ politik at føre politik for de der godt kan klare sig selv. Konservativ politik handler om at hjælpe de svageste i dette samfund og ingen andre. Derfor må der være tale om en værre omgang valgkampsretorik fra venstrefløjens politikere der har en våd drøm om at komme til magten.
Men man hjælper ikke de svage ved at udrydde de stærke. Hvis ikke vi gør det attraktivt at arbejde og drive virksomhed i Danmark, så flytter ”de stærke hjerner” til udlandet og dermed mister vi arbejdspladser i Danmark. For fakta er det at det er ”de stærke hjerner” som også er de arbejdspladsgenererende og dermed sikringen af den velstand som er forudsætningen for opretholdelsen af velfærdsstaten.
Dagligt hører man venstrefløjen smide om sig med det ene udgiftskrævende løfte efter det andet. Og selv om at mange af løfterne lyder rare og dejlige så kan de altså ikke alle finansieres af en øget afgift på usunde vare og indførsel af en misundelsesskat på alle indkomster over 1 million kr. I øjeblikket bruger venstrefløjen pengene flere gange – det er ikke bare uholdbart det er også utroværdigt.
Venstrefløjen lovede at de ville præsentere deres økonomiske plan efter påske. Vi venter endnu i spænding. For som politiker er det let nok at give gaver og fortælle hvad mam vil prioritere, men i tider med lavkonjunktur er det nødvendigt at politikerne udviser ansvarlighed og fortæller befolkningen hvad de ikke vil prioritere – for der er ganske simpelt ikke råd til det hele. Riget fattes penge.