Furesø kan se fremad.

Meget er sagt, meget er skrevet og mange initiativer er taget først i forhold til Furesøaftalen og sidenhen i forhold til genforhandlingen. Personligt håber jeg, at denne gang må blive en af de sidste gange, jeg skriver om emnet.

Vores mål i genforhandlingen har været at sikre, at de løfter der blev givet borgerne i den oprindelige aftale stod ved magt. Det uanset, om det handlede om skatten i Værløsedelen, afvikling af den differentierede skat i Farum ved udgangen af 2013, om serviceniveauet i hele kommunen eller om kommunes muligheder for vækst og udvikling.

Ingen har været i tvivl om, at problemet var vores i særklasse store gæld og afledt heraf, den i særklasse økonomiske belastning grundet afdrag og renter på gælden. At en kommune har gæld, er der absolut intet mærkværdigt i, så målet for forhandlingerne var, at få Furesøs årlige gældsbelastning til at ligge på niveau med andre kommuners. Den politisk mulige vej mod dette mål blev, at Staten sikrede vilkår for afvikling af gælden.

For mig, er det vigtigste den betydning, aftalen har for vores gældsbelastning, for vores drift og likviditet således, at vi opnåede en reel mulighed for at sikre opfyldelse af de løfter, som blev givet til borgerne i den første aftale. Det mener jeg, vi har opnået med genforhandlingsaftalen, og det betyder for mig at se også, at Furesøaftalen fremover ikke kan bruges som ”forklaring”, når vi rammes af fremtidige udfordringer. Og vi rammes hele tiden af nye udfordringer, og hver eneste dag kan jeg konstatere, at den oplevelse er der også mange andre kommuner, som har. Med genforhandlingsaftalen har Furesø opnået en stabilitet, som jeg er sikker på, at rigtig mange andre kommuner også gerne ville have – vi har en fast og endda meget lav rente på vores gæld, og vi er således langt mindre følsomme overfor udsving og påvirkninger fra det finansielle marked. Et rigtig godt udgangspunkt også for den udvikling, som er nødvendig for, at vi fortsat (på alle måder), er en attraktiv kommune.

Vores Følgegruppe, som har bestået af borgere blandt andet med særlig viden om aftalekomplekset, har løbende været involveret og bidraget konstruktivt og givende. Det er en styrke, og jeg vil gerne kvittere for Følgegruppens indsats. En anden styrke er, at et samlet Byråd står bag den nye aftale. Ikke kun fik vi en aftale – vi fik en aftale med perspektiv for Furesø.

Susanne Mortensen
Gruppeformand C

Comments are closed.

Søg på siden
Tidligere indlæg