Når Planudvalget har en konservativ formand, har vi i vælgerforeningen og byrådsgruppen derudover mulighed for at udvælge nogle ”politiske fokusområder”, hvor vi kan igangsætte initiativer. Områder, som vi særligt ønsker at præge på baggrund af vore visioner og holdninger, og hvor vi vil gøre vor politiske indflydelse gældende.

Vi har valgt nedenstående 4 områder, som de der trænger sig mest på, og hvor indsatsen ligger indenfor de økonomiske og praktiske ressourcer, der er til rådighed:

1. Fornyelse og fortætning af bycentrene
   • Udbygning af Farum Bytorv mod nord
   • Ny anvendelse og bebyggelse på Bybækgrunden
   • Modernisering og fortætning af Farum Erhvervsområde

1. Styrkelse af det grønne præg
   • Åbning af Flyvestation Værløse for offentligheden
   • Miljøsamarbejde med Farum Midtpunkt

1. Gang i byudviklingen
   • Fortsat renovering af Nordlejren i Kr. Værløse til boligformål (Østlejren).
   • Fremme boligbyggeri og byudvikling i Farum Nord (kasernen)

1. En målrettet klimaindsats
   • Arbejde for øget miljø- og energikvalitet i nybyggeriet

At fremme disse politiske fokusområder har fået bred politisk opbakning, og de vil have stor indflydelse på Furesø kommunes udvikling. For mig som udvalgsformand er det derfor vigtigt, at der kommer gang i processerne for de enkelte fokusområder.

På nogle af områderne er det politiske arbejde allerede i gang, som I sikkert ved. For andre er forvaltningen i gang med at forberede dem til den politiske behandling, herunder inddragelse af borgere og interessegrupper.

John Ingemann Allentoft

Formand for Planudvalget

Farum Byråd besluttede i 2006, at Farum Bytorv skulle udbygges. Efter sammenlægningen af Farum og Værløse ønskede Venstreflertallet med daværende formand for Planudvalget, Lars Carpens i spidsen, at fortsætte processen uden forsinkelse. Det støttede vi uforbeholdent fra konservativ side, selv om vi ikke var enige i alle de tanker og ideer, der lå bag. Det skete af respekt for de beslutninger, der allerede var truffet i Farum Byråd, og for ikke at forsinke projektet.

Processen går i stå

Lars Carpens (dengang Venstre, nu Fokuslisten), kunne derfor arbejde videre med konservativ støtte, både i Planudvalget og i Byrådet. Flertallet var altså på plads.

Alligevel gik processen mere eller mindre i stå, så vidt vi andre kunne se på grund af intern splid i Venstres byrådsgruppe, og årene gik.

Nu sker der noget

Efter sidste valg fik Planudvalget en konservativ formand, og så kom der gang i tingene. Hvad ikke var lykkedes i de forgangne 3 år er lykkedes i det nye Planudvalgs første 5 måneder: Projektet er fastlagt, politiske og praktiske ønsker er beskrevet, udbudsmateriale udarbejdet og politisk behandlet, og licitationen er netop gennemført. Selvfølgelig i dialog med Bytorvets ejere (DADES), Centerforeningen og de andre aktører på Bytorvet.

Vi venter nu på  at se resultatet af licitationen.

Et kedeligt resultat af, at Venstre ikke fik gennemført projektet i forrige periode er nok, at krisen betyder, at det ikke er så attraktivt at udvide centeret nu, som det var for få år siden. Det kan få indflydelse på både antallet af tilbud og deres kvalitet. Nu må vi se.

John Ingemann Allentoft

Formand for Planudvalget

Så er vi allerede gennem det første halve år af 2010 – det første halve år i den nye valgperiode.
Jeg må sige, at det for Byrådsgruppen har været et halvt år med mange udfordringer og rigtig mange opgaver, og jeg vil her blot nævne enkelte af disse:

• Vi konservative er del af valggruppe 1, som består af i alt 5 partier (16 medlemmer ud af Byrådets 21). Hele valggruppen lægger vægt på, at vi har et positivt, konstruktivt og visionært samarbejde – det kommer ikke af sig selv.
• Vi har sæde i alle fagudvalgene, og heraf har vi to formandsposter og flere næstformandsposter.
• Vi konservative indgår i en del nye opgaver og sammenhænge og herunder de forskellige udvalg, der er nedsat i forhold til Genforhandlingen samt det nye Erhvervskontaktudvalg.
• Dertil kommer alle de mange bestyrelsesposter vi varetager.
• Deltagelse i møder og temamøder med mere.

Men, det er arbejdet og tiden værd!
Jeg ville ikke undvære mine politiske opgaver og udfordringer, selv om det ind imellem kan synes både urimeligt tidskrævende og lidt for meget op ad bakke. Jeg mener, der er brug for os konservative både i alle de lokalpolitiske sammenhænge og i de landspolitiske.

Nu har vi ikke lokale meningsmålinger, men de landspolitiske er for tiden bestemt ikke opmuntrende, set med hverken regeringens eller konservative øjne. Når jeg for år tilbage blev spurgt om betydningen af Christiansborg-partier, i det lokalpolitiske arbejde og i valg til Byrådet tænkte jeg, at vi lokalt havde den meget store fordel, at vi var tæt på borgerne og derved kunne give borgerne en bedre mulighed for også at træffe et mere personligt valg – en fordel, som jeg alt andet lige mente, måtte vægte mest.
Men, jeg er da blevet klogere. Forhold, som relaterer sig til vores centrale parti, afføder lokale reaktioner fra borgere/medlemmer, som viser sig på forskellig vis og i forskellige sammenhænge.

Derfor har vi lokalt og centralt en fælles interesse i, at vi får præsenteret og formidlet vores konservative politik på en måde, som ikke mindst er både troværdig og forståelig.

Jeg mener, vi konservative har alt at vinde – vi har de holdninger og det menneskesyn, som så ubetinget, må matche langt de fleste menneskers tankegang.

Det er muligt. David Cameron har lige vist, at det er muligt, og når jeg ser på, hvad det var han gik til valg på, er der ikke nogen store overraskelser, for en konservativ. Men det virkede – han talte til og med borgerne og de forstod.

Hvis vi tillader Helle og Willy ikke kun at komme ind i kampen, men også at forlade banen som vindere, venter der danskerne en brat opvågning. MEN, det er op til os selv at gøre noget – vi konservative må selv ”spille bolden” og gøre vores til, at fastholde vælgernes tilslutning!

Jeg håber, at også vore medlemmer og trofaste støtter vil bidrage til, at formidle kernen i vores politik, kernen i de konservative grundholdninger og værdier, når mulighed byder sig .

Jeg vil afslutningsvis ønske alle en rigtig god sommer – også på vegne af de øvrige medlemmer af Byrådsgruppen.

Mange sommerhilsner fra
Susanne Mortensen, Gruppeformand C

For 70 år siden rullede en mørk tid med krig og besættelser gennem Europa. Nazisternes mørke tanker,forfølgelser af uskyldige og drab var den hårde hverdag – også for Danmark fra den 9. april 1940. Efter fem lange år brød solen gennem skyerne og Danmark blev befriet. Den 5. maj 1945 vendte livet og lyset tilbage. Og det markerer vi den dag i dag med at sætte levende lys i vores vinduer aftenen før.
Spørgsmålet er, om det også vil ske om 30, 40 eller 50 år?
I år blev det klart for mig, at det er et ret relevant spørgsmål. Den 4. maj sagde jeg nemlig til nogle jeg kender: I dag skal vi huske at sætte levende lys i vinduet.
Der blev kigget spørgende på mig. Og det undrende blik fortsatte selvom jeg nævnte: Det er jo den 4. maj –aftenen før årsdagen for Danmarks befrielse.
Hvorfor kommer jeg med denne historie?
Det gør jeg fordi jeg frygter, at kendskab til den danske besættelse er ved at gå tabt. Det var en af de hårdeste perioder i Danmarks historie. En tid, hvor mange danske borgere mistede deres kære familiemedlemmer og venner i kampen for Danmark. En tid, hvor danske værdier var under et voldsomt pres. En tid, hvor vi levede under afsavn. Jeg tror ikke mange unge kan forestille sig, at det dengang faktisk var umuligt at købe mange af de varer, vi i dag betragter som helt naturlige.
Det er vigtigt, at vi kender vores historie. At vi kender det stof vi er gjort af. At vi kender baggrunden for vores værdier og demokratiske rettigheder.
Den 5. maj mindes vi befrielsen af Danmark. I dag fejrer vi vores Grundlov – og dermed hylder vi vores frihedsrettigheder, demokratiske spilleregler – ja, hele rammen om det danske samfund, vi alle elsker højt.
Vi skal derfor bevare mærkedage som Grundlovsdag. Og vi skal fortælle vores børn og de kommende generationer, baggrunden for Grundloven og vores demokrati.
[Frivillige, styrkelse af civilsamfundet og fremme socialøkonomiske virksomheder]
Intet kommer af sig selv. Ligesom vi skal værne om vores Grundlov og demokrati, skal vi også passe på vores velfærdssamfund.
Som konservativ socialminister, er det vigtigt for mig at slå fast: Vores samfund skal måles på, hvordan vi tager os af de svageste. Vi skal derfor holde fast i, at der er grænser for, hvad det offentlige kan løfte af livets goder og byrder. Og så skal vi også huske, at et stærkt civilsamfund er fundamentet for vores velfærdssamfund.
Civilsamfundet er alt det, som ikke er staten, og som heller ikke er den private sfære. Civilsamfundet er det, som binder vores samfund sammen. Og her er et stærkt civilsamfund blandt andet kendetegnet ved et rigt foreningsliv, mange frivillige organisationer og omtanke for hinanden.
De frivillige foreninger og organisationer har på mange måder vist vejen for vores velfærdssamfund, som vi kender i dag. Mange af velfærdssamfundets bærende institutioner – fra børnehaver til plejehjem og krisecentre – er udsprunget af frivillige initiativer. De frivillige er således med til at udvikle vores velfærdssamfund og skabe nye innovative løsninger.
Derfor er jeg meget glad for de mange frivillige, som hver eneste dag gør en frivillig indsats. Det kan være:
-
Forældrene og andre, som er med til at understøtte den lokale idrætsforening til glæde for børnene
-
Genbrugsforretningen, som udover at skabe fællesskaber for dem som er der frivilligt, også samler penge ind til gode formål
-
Og værestedet, hvor frivillige tager en snak og hjælper nogle af samfundets udsatte borgere.
For mig er der ingen tvivl om, at den frivillige verden spiller en vigtig rolle i vores samfund. Og så har civilsamfundet og de frivillige en rummelighed, som det offentlige aldrig vil kunne tilbyde på samme måde.

Det offentlige kan give alkoholikeren et behandlingstilbud. Men når han er trist og ensom – og bare har lyst til en snak – så har sagsbehandleren jo ikke altid tid. Og slet ikke uden for kontorets normale åbningstid.
…
Set med mine øjne, er det frivillige Danmark med til at opretholde det høje velfærdsniveau, vi har i dag. Rigtig mange udfører en frivillige indsats, men endnu flere har glæde af det frivillige arbejde, der udføres.
At indgå i netværk og være en del af et fællesskab er for alle en vigtig del af livet. Det øger livskvaliteten, at være omgivet af mennesker, der holder af en og med én. En sådan relation kan aldrig helt erstattes af et offentligt tilbud. Livsindhold, selvværd, personlige relationer og nærhed kan ikke købes for penge.
Jeg har hørt flere frivillige give eksempler på, hvor vigtigt det er for den udsatte, at hjælpen er frivilligt funderet – at en person gør indsatsen af egen fri vilje og uden betaling. Det giver en særlig relation og udgør uerstattelig værdi for den berørte. Det kan eksempelvis være ved at give et udsat barn en ven eller en enlig mor et socialt netværk.
Derfor skal vi have et stærkt civilsamfund i Danmark. Regeringen har gennem de seneste år sat gang i en række initiativer, som styrker civilsamfundet og det frivillige Danmark.
Men vi skal videre. Det er ægte konservativ politik. Derfor er jeg godt tilfreds med, at regeringen har givet civilsamfundet en central placering i regeringens arbejdsprogram fra februar.
Og som konservativ socialminister er jeg glad for, at jeg skal stå i spidsen for at udarbejde en strategi, der systematisk inddrager civilsamfundet i arbejdet med socialt udsatte personer og familier. Strategien skal blandt andet finde frem til de områder, hvor frivillige og private aktører kan bidrage til at styrke den sociale indsats. Lad mig nævne nogle af de ting, som jeg vil tage med i strategien.
Før det første er det min ambition at synliggøre de ressourcer og potentialer, der ligger i civilsamfundet – både inden for de områder, hvor der er aktiviteter i dag, men også inden for nye områder, hvor vi endnu ikke har taget fat.
For det andet vil jeg arbejde for, at den frivillige verden kan blive mere opsøgende i forhold til udsatte grupper.
For det tredje er det mit mål, at flere yder en frivillig indsats. I dag yder lidt over hver tredje dansker en frivillig indsats. Min vision er, at inden 2020 yder hver anden dansker en frivillig indsats. Det kan være få timer om måneden – til nogle timer om ugen. Og det er ikke uopnåeligt. Tag blot et kig på vores nordiske naboer: I Sverige yder hver anden svensker en frivillig indsats. Og i Norge yder op seks ud af ti nordmænd en frivillig indsats. Når de kan, så kan vi også.
For det fjerde, har jeg kig på socialt iværksætteri. Jeg vil udarbejde en handlingsplan for, hvordan vi kan styrke socialt iværksætteri og fremme de socialøkonomiske virksomheder. Mit ønske er flere socialøkonomiske virksomheder, som med meningsfuldt arbejde giver de svageste grupper én chance, og dermed et økonomisk løft – og ligeså vigtigt – vise, at der også er brug for dem i vores fællesskab. Og det er der mange fordele ved. For udover øget livskvalitet for den enkelte, kan det være med til at sænke behovet for psykiatrisk behandling og betyde færre omkostninger til offentlig forsørgelse,
…
Det er der god musik i. Det er der derimod IKKE i socialdemokratens Mette Frederiksens forslag om det man kan kalde for ”sociale fabrikker” – at kommunerne skal tvinges til at etablere kommunale virksomheder, hvor dem uden arbejde skal arbejde.
Nej – det er ikke den rigtige vej. Lad os i stedet satse pånye løsninger fra de mange ildsjæle, som på eget initiativ vil starte en socialøkonomisk virksomhed, hvor målet er bæredygtighed. Dermed skabes også meningsfuldt arbejde for dem, som har brug for en hjælpende hånd. Det kan f.eks. være en person som er eller har været hjemløs, eller en person med en fysisk eller et psykisk handicap. Mette Frederiksens sociale fabrikker er en død sild. Jeg vil meget hellere fremme socialøkonomiske virksomheder, som kan være en vej til inklusion for de svageste.
[Konservativ socialpolitik]
Nu er jeg ved at komme ind til kernen i konservativ socialpolitik. Det kan jeg som konservativ socialminister heller ikke lade være med.
Konservativ socialpolitik handler først og fremmest om at drage omsorg og tage hånd om de udsatte grupper i vores samfund. Konservativ socialpolitik handler også om hjælp til selvhjælp. Fuldstændig som grundlæggeren af Kofoeds Skole, kordegn Hans Christian Kofoed,beskrev det. Vi vil ikke opgive mennesker – men at i stedet forsøge at hjælpe med at finde en vej ud af de sociale problemer.
Det er også baggrunden for, at vi ikke går ind for enrelativ økonomisk fattigdomsgrænse. For det er bare et tal, som ikke løser de grundlæggende problemer for dem, som lever på kanten af samfundet. Derfor er jeg også glad for, at vi i regeringen er gået i gang med atudarbejde nogle retvisende fattigdomsindikatorer, som kan hjælpe med at sætte fingeren på nogle af de problemer, der er årsagen til, at det for den enkelte elleren familie er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Dermed kan vi bedre sætte ind med en målrettet hjælp, som virker.
Regeringen har gennem årene sat mange tiltag og initiativer i gang for de udsatte grupper i vores samfund. Men der er stadig meget at gøre. Jeg tænker for eksempel på:
•
Den enlige unge mor, hvor vi skal hjælpe hende med at få taget en uddannelse, der er den rette vej til at kunne klare sig selv
•
Barnet, som lider under omsorgssvigt i hjemmet og derfor har krav på hjælp fra samfundet
•
Personen med en psykisk lidelse, hvor der skal være mere sammenhæng og respekt i behandlingen – og vi med den rette hjælp kan få dæmmet op for de mange, der i dag får en førtidspension på grund af en psykisk lidelse
[Forskellen mellem os og oppositionen]
Efter at have været socialminister i lidt over tre måneder, ser jeg tydelige forskelle på vores politik på det sociale område og Socialdemokraterne og SocialistiskFolkeparti. Det kan også hænge sammen med, at de i stedet for at løse de opgaver, vi står over for, er ikonstant valgkamp.
Nå men tilbage til nogle af forskellene. Lad mig komme med et par eksempler:
For Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er man først rigtig social, når man går ind for meget lange dagpengeperioder og højere og højere ydelser til passiv forsørgelse. Ja, og det er først rigtigt godt, når man ligger milevidt over alle andre landes niveau.
Vi vil en anden vej. Er arbejdsløshed det eneste problem, så skal det altid bedre kunne betale sig at arbejde end at være på passiv forsørgelse. Og har man flere problemerend arbejdsløshed, så skal samfundet sætte ind med den rette hjælp, så det på sigt bliver muligt at blive helt eller delvist selvforsørgende, og på den måde få et godt liv.
Et andet sted, hvor der er stor forskel, er spørgsmålet om valgfrihed for vores ældre borgere. Med deres seneste forslag vil Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti undergrave de ældres frie valg af hjemmehjælp og personlig pleje. En rettighed som regeringen siden 2001 har brugt mange kræfter på at sikre.
Her skal man lige huske på, at Socialdemokraterne i en rum tid har været arve modstandere af, at folk kunne finde på at sende deres børn på privatskoler. Nu har det jo vist sig, at flere af socialdemokraterne netop har gjort brug af muligheden for at sende deres børn i en privat skole frem for folkeskolen. Da Mette Frederiksen skulle forklare sin nye holdning, så gav hun udtryk for, at efter hun var blevet mor, var hun blevet klogere. Det kan være, at Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen skifter mening om vores ældre borgeres frie valg, når de selv bliver gamle og får brug for hjemmehjælp.
[En aktiv socialpolitik kræver økonomisk ansvarlig]
Der er store forskelle på vores socialpolitik. Og der er store forskelle i holdningen til, hvordan vi kan sikre en aktiv socialpolitik i fremtiden.
Den internationale krise har ramt bredt og hårdt med en kraft som en økonomisk tsunami.
Med en rekord lav ledighed og en stærk økonomi, var Danmark godt rustet før krisen satte ind. Samtidig har en aktiv krisepolitik dæmpet konsekvenserne af krisen – men det har også øget gælden.
Oppositionen prøver gang på gang at give regeringen skylden for den internationale krise, og lukkerkonsekvent øjnene for, at Danmark står i en meget bedre situation end en række andre europæiske lande, som må gå langt hårdere til værks for at genoprette økonomien.Og det er nødvendigt hurtigt at genoprette økonomien – ellers rammes man som land af spekulation, usikkerhed, højere renter, negativ vækst – den direkte vej mod konkurs. Og det rammer altid de svageste grupper hårdest. Derfor er ansvarlig økonomisk politik afgørende for en aktiv socialpolitik.
I Danmark skal vi finde 24 milliarder kroner for at sikre ro om den danske økonomi. Men hvis Danmark skulle forbedre de offentlige budgetter lige så meget som Holland, så skulle vi finde 37 mia. kr. Hvis vi skulle gøre som Irland, så skulle vi finde godt 170 milliarder kroner. Og hvis vores situation var ligesom i Grækenland, var opgaven 275 mia. kroner.
Ja, jeg forventer ikke nogen tak fra oppositionen. Men de har ikke engang et reelt forslag til løsning. De har faktisk slet ingen løsning. De påstår blot, at alle problemer bliver løst, hvis alle danskere – om nogle år – arbejder 1 time mere om ugen. Det er, hvad jeg kalder for varm luft og mange fugle på taget.
Og det var grotesk at opleve, at mens resten af Europa var optaget af at udsende signaler om økonomisk ansvarlighed, så fremlagde Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti deres udspil, som ville øge gælden med 11 til 26 mia. kr.
Vi skal sige det klart og tydeligt: Det er asocialt og vil ramme de svageste borgere.
[Afslutning]
Vi har nu tydelige forskelle på regeringens og oppositionens politik. Det kan godt være, at oppositionen rider på en bølge lige nu med deres lette og urealistiske løfter, Men tror mig, de topper for tidligt. Og vi kommer stærkt igen.

Egedal valgkreds Konservative, Grundlovstale 5. juni 2010

Susanne Mortensen, gruppeformand Furesø

TAK for invitationen til i dag.

En dag, som jeg har glædet mig rigtig meget til – jeg håber fortsat på, at vi kan gøre et Grundlovsarrangement til en tilbagevendende tradition her i Egedal kredsen.

En tradition, hvor vi konservative – hvor vi som borgere i Danmark – kan samles og i fællesskab fejrer Danmarks Riges Grundlov som lige siden, den så dagens lys 1849

har været vores fælles ramme og vores fælles grundlag for et af de bedste og mest rummelige demokratier i verden.

Et grundlag, der giver os mange rettigheder. Men også et grundlag, der forpligter.

At rettigheder og pligter går hånd i hånd er noget, som enhver konservativ kun kan nikke bekræftende til og med Grundloven fik vi da også alle med tiden både retten og pligten til at tage del i demokratiet.

Det betyder, at vi som borgere både må og skal påtage os pligten: ”at tage stilling”. Og pligten: ” til at tage del i samfundsdebatten”.

Som barn var Grundlovsdag først og fremmest ensbetydende med fars dag. Med tiden har Grundlovsdagen fået større og større betydning for mig, og faktisk mener jeg, at dagen er en af de vigtigste mærkedage vi overhovedet har.

Vores demokrati kan ikke tages for givet – det er jeg meget bevidst om. Det faktum, at vi her i landet faktisk både har ret og pligt til at ytre os, til at deltage samt selv sætter debatter i gang det kan ikke tages for givet.

Når jeg med tiden er kommet til at sætte mere og mere pris på de rettigheder og pligter Grundloven giver os, hænger det ikke mindst sammen med, at vores familie – i lighed med rigtig mange andre danske familier, har haft og stadig har udsigt til at have kære, som er udstationeret og som derved deltager i nogle af de internationale, fredsbevarende missioner rundt omkring i verden.

Danmark og danskerne bidrager dermed, både i den meget væsentlige kamp mod terror, samt – efter min mening – den lige så væsentlige opgave, at skabe basis for etablering af demokratier,

samt skabe ordentlige forhold for mennesker, i de pågældende områder.

Enhver rejse starter med et første skridt, og vi danskere kan kun være stolte over den indsats, vore udsendte soldater yder i den sammenhæng.

Selv om vi herhjemme, målt efter en demokratiets målestok – som man f.eks. ser den i Afghanistan – er langt fremme i forhold til demokrati og ordentlige forhold for mennesker, betyder det langt fra, at vi blot kan læne os tilbage, og lade tingene gå sin gang.

Det betyder herunder, at vi ikke passive kan se på, at noget af det helt grundlæggende i vores Grundlov, nemlig det kommunale selvstyre, i stigende grad sættes under pres fra regeringens side.

–       Aldrig er der blevet lovet så meget på vegne af kommunerne uden at den nødvendige økonomi er fulgt med.

Aldrig er så mange opgaver blevet lagt ud til kommunerne

-         uden at der er sket forventningsafstemning i forhold til det serviceniveau opgaverne forventes at blive løst med af kommunerne

-         uden at den nødvendige økonomi er fulgt med.

Aldrig tidligere har vi set så mange regler fra Christiansborg, som i denne tid– og det oven i købet samtidigt med, at afbureaukratisering er sat på dagsorden af selvsamme regering.

Afbureaukratiseringen er som udgangspunkt rigtig fornuftig, men igen, er der desværre ikke sammenhæng mellem ”mål og midler”.

Presset på det kommunale selvstyre – den øgede centralisering, er en skidt udvikling, hvis vi fortsat skal kunne bryste os af, at have et demokrati, hvor beslutningerne tages tæt på borgerne, hvor der i processerne frem mod beslutninger, er høj grad af medarbejder- og borgerinddragelse.

Det bør være naturligt for os konservative at gå forrest, og værne om vores Grundlov, værne om rammen og grundlaget, for et af de bedste, og mest rummelige demokratier i verden, fordi det hænger rigtig godt sammen, med vores helt grundlæggende konservative værdier og med vores menneskesyn.

Lad os vise, at vi konservative fortsat godt tør stole på, at mennesker er fyldt med ressourcer, og gerne både kan og vil, tage ansvar.

Noget af det, der bekymrer mig mest for tiden, er en anden form for pres. Nemlig presset på vores parti, presset på vores formand og presset på regeringen.

Hvordan er det muligt, at oppositionen får lov til at sætte en dagsorden uden indhold? Hvordan er det muligt, at Dansk Folkeparti fortsat får så stort et råderum?

Ja, jeg spørger og jeg undres – og bekymres, som sagt.

Vi kan ikke tillade at oppositionen vinder frem på en fuldstændig usammenhængende og ufinansieret politik. Vi konservative kan ikke stiltiende se til, at oppositionen vinder frem på en retorik som nærmer sig et blålys, som enhver inkarneret fodboldfan vil misunde dem, fordi det tilsyneladende er helt ok at anvende, uden man bliver bortvist fra kampen.

Lad os arbejde for, at Helle og Willy bliver ude på udskiftningsbænken, hvor de – alt andet lige – gør mindst skade.

Hvis vi tillader Helle og Willy ikke kun at komme ind i kampen, men også at forlade banen som vindere af kampen, venter der danskerne en brat opvågning.

Regningen vil komme – i form af skattestigninger, i form af en politisk kurs, som er i den stik modsatte retning af den kurs, vi som konservative mener, vi skal sætte.

En kurs, som har været nødvendig efter Socialdemokratisk ledet regeringers ødsel, men også en kurs, som har rod i de helt grundlæggende konservative værdier, det grundlæggende konservative menneskesyn. Dermed en kurs, vi ikke blot finder nødvendig, men en kurs, vi mener, er den rigtige.

Jeg betragter mine medmennesker som personer med ressourcer, med muligheder og styrker som gør, at langt de fleste selv er i stand til at tage stilling, til selv at prioritere og træffe fornuftige valg og beslutninger for deres liv. ”Pengene ligger bedst i borgernes lommer.”

Hvordan er det så muligt, at mange nu er parate til at stemme på de partier, som mener, at staten – det offentlige – er bedst til alt dette, på vegne af den enkelte. ”Pengene ligger bedst i de offentlige kasser”. Vi konservative kunne så tilføje ”hvis de så bare blev dér”, men det er jo ikke det, der er tilfældet.

Med et konservativt udgangspunkt, skal svaret på de stillede ”hvordan er det muligt spørgsmål” ikke så meget søges i, hvad Helle og Willy gør, men mere i, hvad vi selv gør – og i hvad vi selv ikke gør.

Både med rod i vores konservative grundholdning, og med udgangspunkt i Grundloven, gør helle og Willy ikke andet, end hvad der forventes af dem.

De formidler deres holdninger og synspunkter, og selv om det jævnligt medfører lettere blodtryksstigninger hjemme hos os, når de endnu engang får plads i en nyhedsudsendelse, og endnu engang fremfører den indstuderede retorik, ja, så er det altså noget, vi må tåle.

Det er op til os selv.

Den udfordring må vi tage på os – både centralt i partiet og i regeringen som helhed, men også i de lokale vælgerforeninger, hvor vi må gøre en ekstra indsats, for at formidle vores konservative politik.

Vi har nemlig alt at vinde – vi har de holdninger og det menneskesyn, som så ubetinget, må matche langt de fleste menneskers tankegang. De ved bare ikke endnu, at de er konservative – lad os hjælpe dem med at finde ud af det.

Når jeg for år tilbage blev spurgt om betydningen af Christiansborg-partier, i det lokalpolitisk arbejde og i valg til Byrådet tænkte jeg, at vi lokalt havde den meget store fordel, at vi var tæt på borgerne og derved kunne give borgerne en bedre mulighed for også  at træffe et mere personligt valg – en fordel, som da måtte vægte mest.

Men, jeg er da blevet klogere, for konkret oplever vi valg til Byråd, alene betinget af partistemmer, og vi konservative oplever, at medlemmer melder sig ud, begrundet i forhold, som relaterer sig til vores centrale parti.

Derfor har vi en fælles interesse i, at både vores centrale og lokale partiafdeling, fremstår bedst muligt, at vi får præsenteret vores politik på en måde, som er troværdig og forståelig, så man kan relatere sig til budskaberne.

Det er muligt.

David Cameron har lige vist, at det er muligt, Og når jeg ser på, hvad det var han gik til valg på, er der ikke nogen store overraskelser, for en konservativ. Men det virkede – han talte til borgerne og de forstod, at den konservative politik, var det der var behov for.

• Få styr på gælden og få økonomien i gang.
• Få briterne i arbejde ved at sætte skub i virksomhederne.
• Støt grønne jobs, få folk af offentlig støtte og i arbejde.
• Gør Storbritannien til det mest familievenlige land i Europa.
• Støt det offentlige sundhedssystem.
• Ordentlig standard i skolerne.
• Retfærdigt skattesystem som støtter alt dette.

Det virkede for David Cameron – det kan også virke for os! Men når det virkede, var det også fordi, at de gode politiske budskaber blev leveret at en person, som virkede troværdig en dygtig kommunikator, en moderne politiker, som blev støttet af sit politiske bagland.

Se, her har vi desværre lige for tiden en særlig udfordring, men det skal vi bare få styr på – og det både hurtigt og kvalificeret, så vi kan få flyttet fokus over til vores politiske budskaber.

Personligt synes jeg, at noget at det bedste,

der er sket for os både for os konservative

og såmænd i hele regeringen på det seneste er,

at vi har fået en dygtig og troværdig socialminister,

som på meget fornem vis både i kommunikation og handling afspejler

de grundlæggende konservative holdninger og værdier.

TAK for det Benedikte – og tak fordi du er med her i dag.

Lad det blive det sidste fra mig i denne omgang J

Tak for ordet & rigtig god Grundlovsdag.

Vælgerforeningens arkivalier har været gennemgået af en lille arbejdsgruppe, og overdragelsen fandt, som annonceret sted ved en lille højtidelighed i Værløse Bio. Modtageren var Cathrine Kyø Hermansen, leder af Furesø Museer.

Konservativ Vælgerforening Furesø’s  formand Gitte Melchiorsen gav først ordet til borgmester Ole Bondo Christensen, der i sin tale konstaterede, at Liste C i 1958, det første valg efter stiftelsen, fik valgt Olaf Beck til sognerådsformand

Efter genvalg i 1962 blev Beck borgmester  i 1963, hvor kommunen fik købstadsstatus. Kommunen voksede stærkt de følgende år. Da Beck ikke opstillede i 1974 blev Ernst Ellgaard borgmester. Han forblev på posten, bortset fra perioden marts 1978 til januar 1982, indtil udgangen af 1997. Fra 1998, hvor Værløse fejrede 750 års jubilæum, tog Erik Eefsen over. Det var lange perioder præget af samarbejde i kommunalbestyrelsen. Borgmesteren Bondo Christensen trak en linie til den aktuelle vanskelige situation, hvor et godt samarbejde til gavn for borgerne er af stor vigtighed, og han glædede sig over, at De Konservative gik positivt ind i det.

Derefter takkede Museernes leder for overdragelsen. Det glædede hende, at der blev afleveret et ordnet arkiv, der gjorde det lettere for medarbejderne at få et indtryk af indholdet og gøre det tilgængeligt for borgerne. Cathrine Kyø Hermansen opfordrede andre til at gøre ligeså. Arkivet skulle nok passe godt på tingene.

Gitte Melchiorsen og Cathrine Kyø Hermansen underskrev derefter begge den aftale om overdragelsen, hvori der er lagt vægt på, at interesserede skal have let adgang til det afleverede.

Vælgerforeningen var derefter vært ved et traktement. Snakken gik livligt, bl.a. med et par tidligere formænd og en af stifterne af kvindekredsen i 1964..

Derefter var der mulighed for at kigge i de gamle protokoller, valgmaterialer, medlemsblade osv. før dagen afsluttedes med en film fra Regentparrets besøg i Værløse i september 1998.

Billeder fra overdragelse af Værløse’s arkiv findes under afholdte aktiviteter

Susanne Mortensen
Gruppeformand, C

Overdragelsen finder sted i Værløse Biocafe lørdag den 29. maj kl. 13 – 15.

Få dage efter femårsdagen for Værløse kommunalbestyrelses endelige accept af fusionen med Farum i 2005 foretages overdragelsen.

Nuværende og tidligere medlemmer samt andre interesserede borgere indbydes til at komme og kigge i de gamle protokoller, valgmaterialer og jubilæumsskrifterne fra 25, 40 og 50 år. Selve overdragelsen finder sted på første sal, hvor der også bydes på en sandwich og drikkevarer. I Biosal 2 vises filmklip af nøglepersoner og særlig store begivenheder gennem de mange år.

Så længe oplag rækker kan man også erhverve erindringseksemplarer af valgmateriale og jubilæumsskrifter.

Vi glæder os til at se rigtig mange af jer.

På Konservativ Vælgerforening Furesø’s vegne

Gitte Melchiorsen
Formand

Hvem er bedst til at sikre velfærdsstatens overlevelse? Helle Thorning og Villy Søvndal eller Lars Løkke og Lene Espersen. Det vil gå hen og blive det mest centrale stridspunkt for den kommende folketingsvalgkamp, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Oppositionen har i måneder tordnet imod det de kalder ”regeringens ufinansierede skattelettelser til de rigeste”. Men er det nu den fulde sandhed? Fører regeringen med skattereformen politik ud fra et ønske om at de rige skal være rigere? Nej, er min klare opfattelse. For det første er skattereform fuldt ud finansieret og for det andet så er det ikke konservativ politik at føre politik for de der godt kan klare sig selv. Konservativ politik handler om at hjælpe de svageste i dette samfund og ingen andre. Derfor må der være tale om en værre omgang valgkampsretorik fra venstrefløjens politikere der har en våd drøm om at komme til magten.

Men man hjælper ikke de svage ved at udrydde de stærke. Hvis ikke vi gør det attraktivt at arbejde og drive virksomhed i Danmark, så flytter ”de stærke hjerner” til udlandet og dermed mister vi arbejdspladser i Danmark. For fakta er det at det er ”de stærke hjerner” som også er de arbejdspladsgenererende og dermed sikringen af den velstand som er forudsætningen for opretholdelsen af velfærdsstaten.

Dagligt hører man venstrefløjen smide om sig med det ene udgiftskrævende løfte efter det andet. Og selv om at mange af løfterne lyder rare og dejlige så kan de altså ikke alle finansieres af en øget afgift på usunde vare og indførsel af en misundelsesskat på alle indkomster over 1 million kr. I øjeblikket bruger venstrefløjen pengene flere gange – det er ikke bare uholdbart det er også utroværdigt.

Venstrefløjen lovede at de ville præsentere deres økonomiske plan efter påske. Vi venter endnu i spænding. For som politiker er det let nok at give gaver og fortælle hvad mam vil prioritere, men i tider med lavkonjunktur er det nødvendigt at politikerne udviser ansvarlighed og fortæller befolkningen hvad de ikke vil prioritere – for der er ganske simpelt ikke råd til det hele. Riget fattes penge.